Metastyring - sæt scenen for styring af netværk

Beslutninger flytter sig i en række sammenhænge væk fra hierarkiet (hvor beslutninger træffes centralt af en enkelt aktør) og markedet (hvor beslutninger træffes decentralt af mange aktører) til netværk. Som styringsform er netværk kendetegnet ved at være en relativ stabil og ligeværdig sammenslutning af gensidigt afhængige aktører, der samarbejder gennem løbende forhandlinger på baggrund af selvregulerede regler og normer.

Metoden handler om at klæde bygherren på til at håndtere denne situation, da netværk skal styres efter nogle helt andre spilleregler end dem, der gælder for markedet og hierarkiet.

Metoden skal igangsættes fra begyndelsen af projektet for at opnå det bedste resultat.

Metastyring er et perspektiv på, hvordan man forstår og interagerer med sine omgivelser. Det handler om deltagelse og tilstedeværelse og vedvarende forhandling. Perspektivet har konsekvenser gennem hele forløbet fra den tidlige identifikation af muligheder, beslutningstagen og realisering. Et sådant perspektiv skal anlægges fra begyndelsen af forløbet, hvis det skal virke.

Metoden er ikke målrettet til kun én slags brugere. Metastyring omfatter alle involverede parter i projektet.

Metoden kan med fordel benyttes, når der er behov for at styre netværk. Netværk er – i sammenligning med de to andre grundlæggende styringsformer, marked og hierarki, velegnet til at løse komplekse problemstillinger, hvor der er brug for nytænkning på tværs af interesser og fagligheder.

Metoden forudsætter, at bygherren påtager sig rollen som "metaguvernørSom ”Metaguvernør” (den der styrer netværket) kræver det, at man har NATO: Nodality (man er en central aktør i feltet) Authority (autoritet hos netværksaktører) Tressure (man har de nødvendige ressourcer til at facilitere netværket) Organisation (den rette organisering, så bygherren overvåge og reagere). Det er i høj grad dette, der er på spil, når bygherren opgiver sin centrale hierakiske position og inviterer til aktørinddragelse.". Det vil sige, den der sætter styringen i scene, men afstår fra at prøve at styre direkte og egenrådigt.

Bygherrens muligheder for at udøve metastyring afhænger af de såkaldte ”NATO-kriterier”:

N: Nodality (hvor er bygherren i netværket)

A: Authority (er der nogen, der lytter til bygherren)

T: Tresure: (har bygherren ressourcer at tilbyde)

O: Organisation (kan bygherren overvåge og reagere)

Nato-kriterierne skal ses som et diagnostisk værktøj til at vurdere, hvor du som bygherre står stærkt/svagt, og hvor der derfor måske er behov for en yderligere indsats (eventuelt samarbejde med andre aktører).